11/12/2017

RAVNEMANDAG

Det ringede jo godt nok, vækkeuret. Men jeg afbrød det - for min mands skyld (kone-win, hva'?), for han hader mine alenlange snoozeseancer (hmm) - og tænkte, at jeg jo faktisk godt kunne stå op samtidig med min mand. Dejlige 45 minutter senere.

Hvis jeg ellers var vågnet, da hans ur ringede.

Klip til en halv time efter min mand er vel ude af døren. Og en halv time før jeg burde være ude af døren med to unger, hvoraf den ene ikke kan forhandles med, fordi hun er tre-et-halvt år gammel og ved det meste bedre end sin mor, og den anden - ja, han er baby, end ikke rundet to måneder, og vil bare gerne spise hele tiden. Og sove i mors favn. Stillesiddende, tak.

Gik det godt? Nøh, ikke specielt. Men den ældste kom da i børnehave og den yngste fik noget at spise. Sådan, hvis jeg skal beskrive morgenen i korte træk. Hov, den ældste fik også noget at spise! Mor-win.

Vi kender nok alle sammen følelsen af MANDAG MORGEN. Den kan være fed, hvis man - modsat HELE VERDEN - ikke har noget, man skal nå, og derfor kan tage det stille og roligt. Det kan de færreste. Og med børn bliver det hele lige et hak mere tricky. Man vil gerne være blid & blød forælder og få dem godt i gang med ugen, men det er også nødt til at SKE på et givet tidspunkt. Jf. barn på tre-et-halvt, der altid synes at have al tid i hele verden til at nå selv de mindste ting.

Mandag morgen er nok mit mest ravnede tidspunkt. Hvor det virkelig æder min morsjæl, at jeg ikke lykkes bedre, selvom "MANDAG!" burde være undskyldning nok. Mandag morgen er bare den dér kolde klud i ansigtet; den barske påmindelse; den nødvendige ugestart. Med skrigende unger, hvor man får lyst til at sætte sig ned og simpelthen favne kaos - og ungerne. Bade svælget i kaffe & mere kaffe. Ikke have travlt og haste afsted. 

Det skete så ikke i dag, men det er da sket. Livet er for kort til stresssved. Men det kunne have været en værre mandag morgen. Også en bedre. I morgen bliver alting anderledes! Opturs-tirsdag.

Hvorfor "Ravnhild" og ikke "Ravnemor"? Det er min brors påhit efter jeg begyndte at kalde ham Ravn ret konsekvent, fordi vi havde det med at skrive til hinanden midt om natten - og straks få svar fra den anden, som også var vågen. Vi er en familie af natteravne og kunne derfor lige så godt - sådan apropos - favne vores ravneklan og al dens natteroderi hyggelige nattefærden. Ravneklanen, som foruden min bror og jeg tæller blandt andre Valravnen; min mand, som har denne ærestitel, fordi han uden sammenligning kan holde sig vågen længst. Og læse tunge bøger imens. Til den lyse morgen. Sådan blev han doktor. Og min mor, som glad snakker & danser natten lang og ligeledes kører med en ærestitel, nemlig Ravnemoderen. Ikke at forveksle med ...

Ravneklanen, som har æreskodeks for opførsel og det hele - for eksempel, at man svarer hurtigt på beskeder fra medravne, også i travle tider. Og så er ravnenavne da bare hyggelige, ikke? Mine unger har selvfølgelig også hver deres, og min datter endda fortjent sit, sin unge alder til trods. Og hun sover længe dagen efter. Datter-win!

Ravn - på godt og ondt. Ligesom livet. Og mandag morgen.

Og mandag eftermiddag. Hvor jeg gerne ville have været til overrækkelsen af Menneskerettighedsprisen 2017 på Institut for Menneskerettigheder, men måtte se i øjnene, at det ikke ville være passende at medbringe Miniravn. Godt nok er han sød, men også temmelig larmende i vågen tilstand. Fuldt fokus skulle helst være på prismodtageren, Poul-Erik Rasmussen, på vegne af Foreningen Godhavnsdrengene. Men: Instituttet live-streamede og jeg kunne derfor have min silkebløde baby liggende, trygt sovende på hans yndlingssted i hele verden; nemlig ammepuden på mit skød, og samtidig følge med i den hæsblæsende voksenverden, som jeg holder så meget af.

Godt og ondt. Heldigvis mest godt. Som en dejlig tegning & tekst af Line Kjeldsen Jensen som jeg er lidt forelsket i og håber, jeg gerne må låne nedenstående af.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar