01/02/2017

REDNINGSKRANSEN

"PLEASE SAVE MY LIFE!". Ordene, hans mund formede og som gjaldede direkte mod mig, var ikke til at tage fejl af, selvom jeg havde musik i ørerne. Det iPhone-headset har aldrig været særlig lydtæt.

Jeg fjernede musikken og stoppede høfligt op, som et nødråb fortjener. Og så skældte han ellers ud. Huden fuld. Mig. Os. De forbipasserende. De ikke-hjemløse. De glade, smilende "hej!"-ansigter, der formørkes til en vrangvillig grimasse, når den barkede hånd i fortovsniveau strækkes håbefuldt ud.

Han fortalte om et desperat håb, der kunne blive til virkelighed indenfor de nærmeste dage, hvis blot han fik samlet nok penge ind. Penge til lejlighedEN. RedningskransEN.

Han fortalte om vreden og mismodet ved at bo på gaden; være hjemløs, uden at føle sig hjemløs i sjælen. Hans sjæl boede helt klart allerede i lejlighed med job & kæreste.

Han fortalte om jobbet, der med garanti var lige om hjørnet, hvis blot lejligheden blev sikret. Indenfor de næste fem dage. Han manglede kun "forty percent! I have six thousand!".

Han fortalte om kæresten; en dansk pige, som han endnu ikke havde turdet fortælle, at han var "without job". Det var angiveligt alt, hun endnu ikke vidste; endnu ikke havde accepteret ved ham. Brav pige.

Han fortalte om de mange forbipasserende og deres manglende vilje til at hjælpe ham. Redde ham. Hvordan de ikke vidste, at det gjaldt liv og død, det her.

Han fortalte, at folk end ikke stoppede op og snakkede. At jeg var den første, der var stoppet og havde talt lidt med ham. At det havde lettet hans hjerte blot at fortælle lidt om alt det svære. "You have saved me! And I don't say that just to lick your ass ...".

Han fortalte, at han ikke kunne finde på at bruge indsamlede penge på alkohol. At mine penge ville være trygge hos ham & lejligheden.

Han talte om fremtiden; hvordan den ville blive lys og let; måske i Danmark, måske i Frankrig. Hvis blot lejlighed & job. Og måske kæresten?

Han undskyldte ad flere omgange sin vrede og at den fik lov at gå ud over mig. Han spurgte om mit navn og stak næven frem: "Hi, I'm [franskklingende navn]!". Jeg tog hans hånd og sagde: "[danskklingende navn]!". Fik herefter, meget bevidst, rundet vores samtale hurtigt af, for jeg var jo på vej hen for at hente mit barn. Det fortalte jeg ham ikke, men klapvognen afslørede mig måske. Og måske fortalte mit blik i øjnene ham, at jeg bare gerne ville væk. Sten, saks, papir. Øjne slår smil.

Gik med stive skridt og endnu stivere højre hånd videre ned ad gaden og drejede rundt om et hjørne. Stoppede og sprittede min hånd af. Aktivt. Gentagne gange. Hans hånd var varm at møde og så klistret, at den kun nødtvungent slap min igen. Tvunget. Af nød.

Cirkelsparkede indvendigt mit sølle korpus fyldt med denne menneskefjendske sygdomsangst, som jeg modvilligt slæber rundt på. Dødsangst? Livsangst? Livet, som fortsatte ufortrødent på den anden side af sprittågerne. Et barn skulle hentes. Et familieliv leves.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar