02/09/2016

UD AF MIN HJERNE, IND I MIT HJERTE

Jeg skal krydse broen i dag - den til Sverige. Det gør jeg ofte og jeg holder meget af togturen, selv efter grænsekontrollen har invaderet zen med ID-tjek og togskifte og pjat.

Hvad jeg holder knap så meget af er propaganda. For selv om jeg er bevidst om, at det er propaganda, så påvirker de mig. Ordene. Hadet bag ordene. Dette uforståelige, indædte had.

Som nu fx de skræmmekampagner, der massivt har kørt - og fortsat kører - for fuld damp, hvad visse menneskers valg af tøj, smykker, kropsbehåring og religiøse symboler angår. Selv de ting, som folk ikke har valgfrihed omkring, såsom hud- og hårfarve, spredes der grimme historier om.

Derfor gibbede det da også i mig, da jeg nogle år tilbage sad i mit kære tog til Sverige - nok omkring den tid, hvor tossede mennesker satte tåbelige tegninger i nogle aviser for at piske en stemning op - og idet toget kører ud på Øresundsbroen, rejser en arabisk udseende ung mand med stort, vildt skæg sig op fra sit sæde og tager en ligeledes stor sportstaske med ud på togets toilet. Umiddelbart en helt normal situation i et tog: en mand går på toilettet. Men hårene rejste sig på mine arme, mine tanker gik til mine nærmeste, min hjerne kørte med fight-or-flight-flashes, Øresundsbroen virkede så spinkel som aldrig før og havet under den så vanvittigt dybt og mørkt, og minutterne, før den unge mand på fredelig vis kom ud af toilettet igen og vendte tilbage til sit sæde, føltes som dage.

Nogenlunde samme reaktion havde jeg, kort efter oplevelsen på Øresundsbroen, da en ligeledes beskægget mand i S-toget med stor, firkantet sportstaske (hvad ER det med mænd og glæden ved de dér 80'er-tasker? "Praktisk, rummelig, god"?) gav sig til at læse højt af Koranen - antager jeg, det var i hvert fald en lille bog med tætskrevne arabiske skrifttegn, og det sker alligevel sjældnere, at nogen spontant beslutter at dele deres krimi med omverdenen, end at et religiøst menneske messer for sig selv. Så højt var det ikke en gang, knap hørbart - men højt nok til at vække de propagandaindmejslede alarmer i min forræderiske hjerne.

Hvad jeg gør, når jeg møder denne ubehagelige reaktion hos mig selv? Jeg flytter mine tanker ud af min hjerne, der kan være en kringlet og påvirkelig størrelse, og ind i mit hjerte. Hjertet kan jeg altid regne med. Det er flyvsk, passioneret, til tider lidt rigeligt vovet og vildt, men altid til at regne med. Hjertet renser skånsomt hjernens til tider benhårde meldinger og ud på den anden side kommer et helt andet budskab; en helt anden følelse. Følelsen af, at jeg kigger på et medmenneske - ikke en potentielt farlig person med stort, busket skæg og et mystisk sprog, jeg ikke forstår. Jeg kan jo i virkeligheden godt lide fuldskæg. Og mænd. Også smukke arabere. Smukke mænd generelt. Og belæste mænd. Og religiøse mænd. Og arabisk, selvom det endnu er et sprog, der i mine danske ører lyder som om, der bliver skældt ud. Det håber jeg at bevæge mig væk fra, når jeg næste år fletter begynderarabisk ind i mine studier.

Og det er hele min pointe: Kendskab giver venskab. Fællesskab. Tryghed. Det er det ukendte, uvisse, der trigger os - også det, vi er blevet bildt ind, er fremmed, selvom det i virkeligheden var velkendt. Det uberegnelige, utilregnelige, gør os bange. Fiktion, vi er blevet fortalt, som fik os til at gyse lifligt et sekund, men som desværre har efterladt os ængstelige. I virkeligheden kender vi jo godt hinanden - vi er jo alle mennesker. Vi skal bare kigge hinanden i øjnene i stedet for at stirre frygtsomt på det dybe, uendelige hav. Vove et smil.

Det eneste påviseligt utilregnelige og upålidelige i dagens Danmark er ikke mine medpassagerer i Øresundstoget eller S-toget; mine medmennesker på et dagligt plan. Det er derimod hadske politikere, der lovgiver, som en hønefuld person håndterer en skarpladt pistol, og som omtaler og behandler borgerne i det land, de påstår at lede, og den verden, de påstår at ville indgå i, på så nedladende, ødelæggende og splittende vis, at det skriger til himlen. Det er dem, og øvrige meningsdannere som dem, vi skal være alvorligt bange for. Det er dem, vi burde lovgive og debattere os væk fra. Det er dem, vi bør lægge behørig afstand til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar